HÅNDTERING AF SMERTER KRÆVER 3 SÆT SPILLEREGLER

Håndtering af smerte kræver at man kan mindst 3 forskellige sæt spilleregler.

eller taler 3 forskellige sprog med sin egen krop.

Her kommer et skriv, her version 1/3, som omhandler det første sæt spilleregler. Hvad gør man og hvad skal man tænke og navigerer efter, når man har akutte smerte?

Det er oftest her man som behandler møder patienten, for akutte smerter larmer, de larmer meget. Dag og nat. En af de største problemer jeg igennem tid har mødt i klinikken er faktisk ikke de akutte smerter, som man måske skulle tro, det er er i højere grad når spillereglerne for fase 1 trækkes med ind i fase to og videre til fase 3.

Bruger man spillereglerne fra fase 1 (de akutte smerter) i fase 2, så sker der ikke så mange, man oplever egentligt blot stilstand. Når fase 3 så indtræffer stille af sig selv fordi tiden går, vil man pludselig opleve tilbagefald. Det er næsten som om det gamle problem er vendt tilbage, eller noget sidder forkert, og man ved bare ikke hvorfor eller hvad der skal gøres ved det.

Langt det meste problemløsning jeg møder, handler om at identificere problemet, fasen og hernæst begynde at trevle det op, som er gået galt eller blevet glemt.

I den akutte fase, som typisk varer 7-10 dage (det kan strække sig over væsentligt længere tid), er der oftest tydelig irritation/inflammation tilstede. Det kan være den akutte skade, den nye larmende diskusprolaps, en nyopereret hofte, eller i den duer. Vævet er sart, der er blødning, kroppen er i fuld sving med at sende hjælp til området, i fuld sving med at starte helingsprocessen op.

Fase 1 giver dit en vigtig pause. Det er tid til at mærke dig selv, kroppen kalder dig hjem og kalder dig tilstede. Det kan være en træning i at flytte fokus hjem til dig. Hvad er vigtigt, og kan jeg give mig selv plads til at komme mig.

Her er det vigtigt at give kroppen plads til sit arbejde. Ingen hånd træning, ingen anmasende øvelser. En besøg hos lægen eller en anden behandler, måske smertestillende. Vær obs på at give systemet ro og tid, og husk at trække vejret.
Det kan være bøvlet at finde ro, for når inflammation (heling) er igang, er det igang 24/7 – man sige at systemet har travlt med at få dig op at stå igen. Og det hjælper ikke at forstyrre med tankermylder, selvpres, overdreven træning. Ro, aflastning, giv dig selv tid til at hele. Som katten der gemmer sig under sengen indtil den er bare lidt klar igen til at kigge frem.

På et tidspunkt sker der en bevægelse fra denne første akutte fase og over i den næste.
Noget slipper, tit gradvist. Måske er der bedre momenter af noget bedre, nattesøvnen tenderer ind imellem mere ro. Der er pauser, lysten til at gøre noget mere melder sig. Hele dit underbevidste ved at noget lysner, som katten der kommer ud fra sit skjul og strækker sig, den er blevet sulten.

Næste skriv kommer til at omhandle spillereglerne for fase 2 – helingsfasen – kommer her på siden herunder

mkh Camilla

Spillereglerne for fase 2 – helingsfasen

Den anden fase er super interessant. Det hele bygger sig ovenpå hinanden, og fanger man ideen, og konceptet i fase 1 og 2, ja så findes der faktisk ikke en fase 3 (den kroniske fase).

Fase 2 er spændende, her begynder det at gå bedre, vævet kan noget mere – men ikke det hele endnu. Det er ligesom et barn der går i folkeskolen. Det er nyt, der skal til at ske noget mere, og det hele går fremad, som det skal. Det skal bare ikke gå for hurtigt og heller ikke for langsomt.

Mange er her tilbøjelige til at fortsætte spillereglerne for fase 1. Man forbliver forsigtig, tænker at det for alt i verden ikke må gøre ondt. Man har vænnet sig til fase 1, hvor livet ikke er som før, der sker om man vil det eller ej en form for adaptation. Måske trækker man lidt på benet, træder ikke helt igennem, er holdt op med at gøre de ting man gjorde før (fordi det er jo nødvendigt i fase 1), og har man en lidt forsigtig personlighed, får vævet ikke optimale betingelser for at blive både fleksibelt og stærkt igen og for at kunne vende tilbage til alt det man gjorde og kunne før.

Der er også den anden boldbane, hvor fase 1 er overstået, så tører man sveden af panden, og erklærer sig klar. Så skal vi videre, og tilbage til alt det jeg kunne før. Og det skulle helst være sket igår.

Løbeturen bliver for lang, for mange timer på benene, ingen tid til at mærke sig selv, fuld fart på job, fritid og venner.

Ingen man ser sig om, så er vi røget direkte tilbage til fase 1, hvor kroppen skriger STOP. Vævet brydes, der opstår blødning, inflammation og det begynder at gøre ondt om natten, når man sidder stille, og der bliver brug for akut hjælp.

I fase to skal der ske en langsomt og gradvist øgning af smidighed, og funktion. Hen ad vejen bygge styrke og udholdenhed på. Alt for mange går igang med muskeltræning, styrketræning på en krop, der endnu ikke kan bevæge sig fuld ud.

Leddene skal kunne give efter, bevæge sig fra A til B og fra B til A, før det giver mening at den muskel, der flytter ledet fra A-B trænes til at kunne flytte mere vægt.

Det tager nogle uger, længere tid end man egentligt tror, at genskabe fuld fuldfunktion. Det er en fase der i den grad er værd at investere opmærksom i. For gør man det rigtigt, så findes der ingen fase 3, ingen kronisk fase.

I fase to tåler man gradvist mere og mere. Det gør ikke noget at man kan mærke dét man gør, så længe det hurtigt (indenfor få minutter) falder til ro igen, at det ikke begynder at værke når man sidder stille, drille om natten, kræve medicin.

Bevægeudslaget/fleksibiliteten, funktionen, udholdenheden og styrken – I NÆVNTE RÆKKEFØLGE, skal gradvist blive bedre og bedre.

Spillereglerne for fase 3 – Den kroniske fase -smerter og funktionsbegræsning på den anden side af 4-6 måneder efter skade/operation

Er det lykkes at spille spillets regler i fase 1 og 2, findes der ikke en fase 3. Fase 2 fortsætter blot med mere og mere styrke, udholdenhed, funktion og bevægelse.

Når man så tilgengæld havner i fase 3, skyldes det at noget er gået i kuk tidligere. Her bliver det vigtigt at trevle historien op. Hvad har jeg glemt, hvad har vi overset, hvor pressede vi for hårdt på, hvor blev man bange for at bruge sig selv.

Og et deltaje der bygger sig på her er også, at smertesystemet kan blive forvirret og give misvisende signaler, selvom vævet egentligt fungerer ganske fint.

En grundig udredning er nødvendig

Er fundamentet ok? (skal læge/kirurg på banen igen)

Har vi styr på leddets fleksibilitet?

Bliver det herefter brugt ?

Er det koblet op på at kunne bruges til det skal SKAL bruges til i DIN dagligdag – ellers mangler vi specifik træning?

Er der en for hidsig smerterespons, som ikke hænger sammen med graden af skade og heling, skal vi kigge på det fra en helt anden vinkel.

Og måske bliver det brugbart at skabe et metaperspektiv på tingene – på det større plan, hvad er denne skade igang med at hjælpe dig med som menneske, og som sjæl.