NÅR VESTLIGT MEDICIN KOMBINERES MED DIN PERSONLIGE POWER

.

En historie der vidner om hvor kraftigt et redskab din sjæl og dit sind er, når det kommer til at hele din fysiske krop.

I september 2015 var jeg ”heldig” at knuse halvdelen af mit venstre knæ så grundigt, som det nu er muligt at gøre helt på egen hånd.

Jeg har tidligere på min blog på aarhusrygspecialist.dk beskrevet begivenheden og den læring og information, der er at hente i denne begivenheden.

Her får du et nyt perspektiv, eller fortsættelsen om du vil, hvor jeg mere i detaljer, vil beskrive hvordan jeg arbejde på både krops- sinds- og sjælsplan med et større healingsarbejde.

Men vi starter med starten.

Jeg troede at jeg snildt kunne smide en 30 kg tung cement-parasolfod over et 120 cm højt hegn. Men i kampens hede, stående med cementklumpen i favnen, overvejende hvordan jeg skulle få ned ned på jorden igen, går det op for mig, at det her projekt var halvfarligt. Nu er jeg kendt for at arbejde meget med rygproblematikker og særligt de helt trælse af slagsen, så tanken om at lave en akut diskusprolaps på mig selv ved at sænke de 30 kg ned på den anden side af hegnet, stod tydeligt i bevidstheden. I et splitsekund beslutter jeg i stedet blot at slippe den og lade den falde ned selv. Det virkede mest sikkert. Mine bevidsthed var fokuseret på de to små kaniner, som jo skulle have skygge, de var begge uden for rækkevidde og ville ikke risikere at få cementklumpen i hovedet. Med øjnene tæt på de små pelsklumper, slap jeg parasolfoden. Hvad jeg ikke var bevidst om var det faktum, at et lille skrue fra foden havde sat sig fast i min jakke, godt fast. Så i det øjeblik jeg slap foden, trak den hele mig med ned gennem hegnet og direkte i jorden. Det ben jeg støttede på, det venstre undergik derfor en enorm kraft, da lårbensknoglen med fuld tryk kolliderede med ydersiden af knæet ledflade. Overbensknoglen er stræk, det betød at hele ydersiden af knæets side vitterligt eksploderede. Der er nogle sværhedsgraden af denne type brud, og dette kunne ikke blive værre.

Måden et knæ responderer på efter sådan en påvirkning er med en massiv skarp smerte og udtalt akut hævelse.

Nu har jeg heldigvis en meget rationel hjerne, så den lavede en hurtigt konsekvensberegning for mig ;-). Ganske praktisk. Punkt 1: denne type smerte betyder måneder (ok tjek, accepteret). Punkt 2: bliv liggende, situationen er udenfor kontrol (ok, tjek). Punkt 3: Is, elevation og kompression så hurtigt som muligt.

Min dengang 6 årige datter spurtede ud efter is, og meldte sig med en filur i hånden til mig ;-).

Skæbnen ville, at der gik hele 3 dage før jeg fik røntgenfotograferet knæet. Min rationelle hjerne er en fantastisk problemknuser og overlever, og alt kan lade sig gøre, med et par krykker ved hånden. Derfor var jeg mentalt i en tilstand af manglende erkendelse. Jeg var gået i overlevelsestilstand. 2 små børn, egen forretning, og en forestående flytning om 3 uger. Der ville skulle ansættes et halv dusin folk, for at fylde mine roller ud.

I mit arbejde som fysioterapeut, mekaniker og problemløser, var jeg også sådan indstillet, at operation ville være for at redde liv, og aldrig i et forsøg på at fikse noget mekanisk. Jeg var overhovedet ikke i de tanker.

Chokket indtraf i det øjeblik på 3. Dagen, hvor en læge erklærende at knæet var eksploderet, at det ikke stod til at redde, der absolut ingen chance ville være for at jeg ville få førligheden igen, hvis jeg selv forsøgte at klare det.

Operation, og en af de svære af slagsen, var den absolut eneste mulighed.

Det havde jeg faktisk ikke tid til, for jeg havde en vigtig aftale med en journalist denne mandag aften. Jeg ved ikke hvad de tænkte på skadestuen, det undlader jeg at gå ind i. Men jeg kiggede dem stift i øjnene og sagde: ”ok, så gør vi det”. Men først i morgen. Giv mig en Don Joy skinne, som støtter benet, så der ikke sker yderligere skade, og så kommer jeg i morgen.

Jeg formåede stadig at holde situationen et skridt fra livet, i en eller anden uvidende tro om at det her bare ville kunne fikses i morgen, at det ville være fint. Jeg havde slet ikke overvejet at aflyse patienterne i klinikken resten af ugen. Hvilket rationale der lå bag, handlede på det tidspunkt mere om fortræning end om egentligt sund fornuft.

Men det holdt ikke længere, og heldigvis for det, end det øjeblik hvor kirurgen troppede op og fortalte mig meget faktuelt hvad der var sket, hvor vild en skade jeg havde lavet, hvor ”spændende” denne type operationer var, og at udsigten meget vel kunne være kroniske smerter eller et kunstigt knæ.

Umiddelbart kunne denne besked virke lidt barsk, men det var fakta. Det er DE fakta der findes om dette problem, fakta der er et resultat af den samlede kolletive betingning. Det er det vi tror på og det er sådan det bliver. Jeg husker ham svagt omtale en 40 årig kvindelige patient med samme skade, der fik et kunstigt knæ og som fint kunne cykle igen senere i livet.

Altså det huer ikke en løbers hjerne, det her.

Nå, jeg holdt masken, og da han var gået, brød verden sammen. Jeg fik lov at se dét i øjnene, som alle patienter gør. Vores egen dødelighed, vores egen skrøbelighed, dét ikke at vide, om livet nogensinde ville blive normalt igen. Frygten for at slippe kontrollen til et fremmed menneske. Frygten for at vågne op med et kunstigt led, eller bare noget kunstigt i mig. Og prognoserne. Uheldigvis som fagperson, vidste jeg godt hvad konsekvensen af at knuse en vægtbærende ledflade betyder : PROBLEMER!

Men det smukke ved denne historie er, at denne kirurg har hjulpet mig mere end nogen andet menneske eller væsen nogensinde har gjort.

Med dårlige statistikker i baghånden, uforudsigelighed, og intet stabilt trygt faktuelt at læne mig op ad, var der kun EN tilbage –mig!

Og når jeg skriver mig, så er det en særlig version af mig, der skulle vise sig aktiveret.

Alle besidder vi sjælens energi, alle er vi unikt potientiale, alle er vi unikt skabende og alle har vi fuld adgang til placeboeffekten (som er vores egen evne til at skabe mirakler i vores fysiske krop).

Der var to muligheder nu. Enten kunne jeg følge statestikkerne og den samlede betingning opstået af vestlig medicins statestikker. Eller jeg kunne være en af de få der brød normerne. Der var kun EN ting at gøre. Stole 100% på mig, min sjæls energi, med andre ord min intuition, min mavefornemmelse – godt støttet op af min krops egne små signaler.

Hvis man kan tale om at vende ryggen til noget og vende ansigtet en anden vej, så var det dét jeg gjorde.

Jeg indgik et forlig med mig selv om at være i fuld accept. Et forlig der gik ud på ikke at kende resultatet, ikke at knytte mig til at skulle opnå noget bestemt, blot med et lille spædt håb om at kunne gå på mine to ben ned til vandkanten igen og gå i sandet i bare tæer –med lige meget vægt på begge mine ben. Min tilknytning var til nydelse og fred og ikke til at præstere noget mekaniseret (som eksempelvis at gennemføre et halvmarathon på 1.35).

Jeg slog over i en anden frekvens. En frekvens af accept og tillid. Der var ikke andre muligheder. Jeg vidste intuitivt at frekvensen ”mig”, ville være det eneste jeg ville kunne satse på, den eneste som ville kunne ændre på statestikker og prognoser.

I min situation var det således, at jeg skulle konfronteres med noget ultimativt problematisk, for at kunne lave denne vending. Derfor ser jeg tilbage i dag på hele forløbet, som den største spirituelle og personlige gave, der er blevet mig givet. Jeg ved nu, hvordan jeg skal slå over i frekvensen ”mig”, frekvensen ”heling”. Før var det noget jeg havde læst om, observeret og fandt spændende. Nu ved jeg hvordan jeg gør, og jeg ved at det virker og jeg ved at det slår enhver form for almindelig fysioterapi eller træning.

Kirurgens formidable indsats betragter jeg stadig som et solstrejf af ufatteligt professionel indsats. Tænk at kunne samle et knust puslespil så godt, og give mig så gode betingelser for det projekt, som nu har fyldt mit liv det sidste halvandet år.

Og det reflekterer så smukt, hvordan vestlig medicin (her kirurgens arbejde) spiller smukt sammen med min egen alternative og praktiske indsats. Ingen af dele kan undværes, de står smukt parallelt sammen.

Den medicinske indsats de første 3 uger med sikring af sårheling og smertedækning var ligeledes en uundværligt komponent. Jeg er slet ikke sikker på hvordan det var gået, om jeg ikke var dækket ind på den front.

En af de faktorer som jeg hurtigt satte i spil ud over accept og tillid, var positiv visualisering. Min hjerne vidste at knæleddet nu var en folk brosten (ujævne, ikke godt at træde ned på), men jeg omformulerede det og lavede billedet af den smukkeste glatteste lyseblå brusk, velernæret og støddæmpende. Og jeg visualiserede skinner og skuer som den smukkeste støtte jeg overhovedet kunne få, som min krop ville knuselske og som ville hjælpe mig sikkert på vej og bringe mig ned til vandkanten igen.

Det billede og den følelse (hvis man arbejder med manifestation, er billedet ikke nok, man skal også skabe følelsen inde i kroppen af at det allerede ER sådan), holdt jeg foran min næse i stor format, og jeg har det stadigt. Jeg holdt skarpt fast i 4 uger, derefter var det installeret, og har virket siden.

Dernæst satte jeg min hjerne til at kontrollere alle muskler og små bevægelser omkring hele venstre side. Fysisk holdt jeg tempoet nede i samtlige bevægelser, en anden måde at sætte mig selv øverst og først, og alle andre begivenheder trådte i baggrunden. Det var afgørende for succesen, at jeg på ingen måde kom til at jokke ned på mit ben i de første uger, risikoen for at leddet ville brase var stor ved sådan en uforudset belastning. Den information var heftigt, men den var vigtig og den gjorde en af de store forskelle i mit forløb.

Jeg konverterede den til hjælp til mig i stedet for at skabe frygt, og brugte det konstruktivt til at holde øje med mig selv, mine handlinger og mine bevægelser. Nu er det sådan, at langt mere end 90% af allle vores handlinger (og dermed bevægelser) sker fra det ubevidste, så det at holde styr over hele pakken, er altså noget af en opgave. Der var bare ikke anden mulighed.

Det viste sig at hen over de første 3 uger helede det hele enormt godt, og jeg kunne mere end jeg havde turdet håbe på.

Jeg har ikke på noget tidspunkt i forløbet fulgt en fysioterapeutisk træningsplan, jeg måtte hurtigt forkaste de vante principper, det virkede forkert, øvelserne føltes ikke meningsfulde, og det at træne blot en gang om dagen ved jeg af erfaring overhovedet ikke er nok i den akutte situation.

Det klogeste budskab, jeg fik med mig af den opererende læge var ”det vil være godt for dig at bøje og strække dit knæ, og så ser vi”.

Lige i tråd med min mckenzie tankegang. Skab et led der kan bevæge sig, begynd at bruge det funktionelt og tro på projektet. Flyt fokus fra bøvl og bras og dårlige prognosen (som ikke er andet en nocebo, dvs negative selvopfyldende profetier, eller ren og skær dårlig woodoo – og tilgiv mig endelig min direkte facon, men det var måden, jeg håndterede dette i min hjerne på, på det tidspunkt), og flyt fokus på dét du kan gøre. Bevæg det.

Forsigtigt med støtte bøjende jeg og strakte knæet – hver eneste time eller mere.

Og jeg blev ved og ved og ved. Gradvist med mere og mere pres på, som det føltes ok.

Efter 6-8 uger hvor knæet tålte en smule belastning, da fortsatte jeg arbejdet blot fra stående stilling.

Hver eneste mulighed døgnet rundt, der indtraf for at bøje og strække mit knæ, da gjorde jeg det. Når børnene skulle have sko på, baksede jeg mig ned på hug med lige præcist så meget pres, som jeg følte at det kunne tåle, når der skulle redes seng, kravlede jeg rundt på alle 4, når der skulle vaskes gulv brugte jeg et rullebræt og bevægede mig frem og tilbage ved knæets hjælp. Når vasketøjet skulle op og ned af trappen, så tog jeg mig tid til at udnytte den træning, der var i det.

Alt var orienteret i det fokusfelt: bøj og stræk dit knæ, og tilvend det langsomt dit liv igen.

Mit næste store fokusfelt var at give mig selv muligheden for at gå og potientielt løbe igen. Og her er det virkelig nemt at gå galt i byen. Hvis man her trækker på den rationelle hjernes kraft, vil det kigge efter et mål, et objektivt mål. Det kunne nemt for en personlighed som min være, at kunne løbet 10 km igen om 9 måneder. Dét der helt sikkert ville ske, hvis jeg valgte det gear (den den frekvens), ville gøre at jeg ville lægge mærke til folk der løb, jeg ville længtes efter at komme i gang og det ville betyde at min underbevidsthed ville lægge et lille internt pres på mig, som ville få mig til at forcere mine små gåture med krykker. Den situationen ville udvikle lidt for mange smerter, hævelse, og hvis jeg ikke ville være snu nok og opdage det, men fortsat ville lade mig styre fremad af trangen mod at nå et veldefineret mekanisk mål, så ville jeg lige stå stille ligge an til en tilstand af kroniske smerter. Hvis kroppen hele tiden får lidt mere end den egentligt kan klare, så bliver nervesystemet super opmærksomt på at der er noget galt, og det ender med at blive mere følsomt end godt er. Det betyder i praksis at kroppen så vil gøre ondt 24/7.

Derfor ser jeg i dag det helt store vendepunkt, som det øjeblik at jeg slap ethvert form for mål, enhver form for kontrol og indtog en accept af at jeg ikke kender fremtiden eller resultatet. Og ultimativt en erkendelse af at der ikke ER noget resultat. Kroppen er ikke en ting, en maskine, kroppen er ikke et navneord. Kroppen er en aktivitet, en begivenhed, hvorigennem jeg udtrykker min bevidsthed. Og med min bevidsthed har jeg indflydelse på hvordan kroppen fungerer og hvad den udtrykker.

Det var en kæmpe erkendelse, på sin vis både fascinerende og skræmmende. Alt svaret ligger hos mig, og jeg er skabende hvert eneste sekund. Hvis det ikke var sådan at der var ”no way back”, var jeg nok blevet skræmt og havde famlet noget mere.

I dag er det 20 måneder siden skaden skete, og jeg er i dag smertefri. Jeg har fuld bevægelighed i mit knæ, både når det bøjes og strækkes. Jeg kan gå op og ned af trapper og sågar småløbe op og ned af trapper. Jeg kan hoppe gadedrengehop. Jeg løber forfodsløb hver dag, typisk 2-3 km fordelt på 1-2 gange. Og engang imellem løber jeg 5 km. En enkelt gang har jeg løbet 7 km med små pauser indlagt.

Jeg savner ikke at løbe marathon, men jeg stornyder hver eneste gang jeg sætter mit ben i jorden og jeg kan mærke at det bærer mig.

Jeg har også prøvet at presse mig selv, det klarer jeg ved enten at forsøge at overhale min mand på vores små fællesture eller ved at opstarte et program med intensive fysioterapeutisk øvelser. Den slags udskejelser giver op til 5 uger med smerter.

Øvelser er fine, så længe de ikke overdrives, og jeg tilvænner mit system langsomt og sikkert. Jeg bruger både vægtbærende og ikke vægtbærende øvelser. Men ikke systematisk.

Derimod træner jeg vægtbæring i form af gang og løb meget systematisk. Jeg har erfaret at en uges pause er fandens værk. En uge uden aksial belastning, skaber et regidt øm knæled, der hurtigt begynder at brokke sig når jeg sætter foden i jorden.

Men holder jeg det i gang på næsten daglig basis, udsætter det for den passende belastning, så synes jeg at sikre mig et stabilt velfungerende produkt –naturligvis efter omstændigheder.

Jeg er sikker på, at hvis jeg slog sjælen fra og hjernen til. Hvis jeg antog at 2+2 er lige med 4, og regnede ud hvor hurtigt jeg ville kunne gå fra 7 til 21 km, hvis jeg begyndte at løbe med løbemakker og følge trit, så ville situationen vende ret hurtigt. Hvis jeg begyndte at stræbe efter at sætte tempo på og presse på, så ville jeg blive sendt tilbage i niveau hurtigt og effektivt.

Jeg er til gengæld også ret sikker på at jeg fortsat vil kunne påvirke mit led gunstigt. Mon ikke at hele snakken om epi-genetics, hvordan vores overbevisninger styrer vores gener og heling er i spil også her. Og mon ikke det vil arte sig således, at når jeg holder fast i de smukke principper, som har bragt mit knæ så langt, at jeg også om 10 år vil have et velfungerede led, der fint tager vægtbæring og bærer mig rundt i livet.

Det får vi se.